Det bliver en dansk viking ved navn Rasmussen, der til maj drager på Eurovision-togt til Portugal. Så meget står klart, efter Dansk Melodi Grand Prix 2018 løb over tv-skærmene lørdag aften. Her hjemtog Rasmussen med fornavnet Jonas en sikker sejr med sin dramatiske gimmick-sang »Higher Ground«, der efter sigende er inspireret af sagnet om en fredsommelig norsk viking ved navn Magnus Erlendsson.

Så langt så godt. Men før vi begynder at kigge frem mod Eurovision-finalen, er der grund til at gøre ophold ved lørdagens danske rabalder. Og lige gøre status. For det glemmer vi faktisk lidt, når først vinderen er kåret, og konfettikanonerne har pruttet færdig. Især tre spørgsmål presser sig på:

1. Hvorfor bliver DR ved med at bruge udenlandske sangskrivere?

Det var igen i år åbenbart helt umuligt for DR at finde ti sange skrevet af danske sangskrivere til Dansk Melodi Grand Prix. Årets vindersang »Higher Ground« var således skrevet af de to svenskere Niclas Arn og Karl Eurén.

Det kan da for hulen ikke være så svært: Den sang, der skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest bør selvfølgelig være en lokalt produceret råvare. Det er simpelthen for fattigt, at DR i konkurrencens navn igen-igen går ud og shoppe sange i udlandet, når vi har masser af dygtige sangskrivere herhjemme. Svenskerne er gode, men hvor fedt er det lige at pryde sig med lånte fjer internationalt? Konkurrencen handler jo netop om at vise, hvor gode vi er. Ikke hvor gode svenskerne er. Eller australierne, for den sags skyld, der skrev Anja Nissens vindersang sidste år.

Det er en lidt kedelig ensretning, som blev lukket ind, da man tilbage i 1999 for første gang begyndte at oversætte den danske vindersang til engelsk for at forhøje vinderchancerne ved Eurovision. Fair nok. Siden fandt DR og sangskriverne ud af, at det nok var nemmest at skrive sangene på engelsk til at starte med. Og da det først blev reglen snarere end undtagelsen, kunne man jo ligeså godt få skrevet sangene i udlandet også.

Der er ingen regler i mod det. Men det burde der måske være. Man mister de nationale idiosynkrasier og særkender, som ofte er med til at gøre sangene mindeværdige og forankre dem som fællesarv.

2. Hvorfor er niveauet så elendigt?

Det slår mig hver eneste år: Hvorfor skal Melodi Grand Prix være så amatøragtigt? Ud af de ti sange var halvdelen af bidragene plaget af sangere, der ikke kunne ramme tonerne. Sannie »Whigfield« præsenterede ellers en udmærket The Cardigans-klingende regnbue-sexsang, men gejsten røg hurtigt, da hendes stemme mest af alt lød som noget, der skulle have skiftet batterier. Andre sloges tydeligvis med nervøsitet. Fair nok, men det burde altså være muligt at finde ti sangere, der rent faktisk kan synge rent. Også under pres.

Jeg ved, at de er derude. Hvis de etablerede sangere ikke gider lege med, så vrimler det med dygtige amatører henne hos X Factor i denne sæson. Måske man kunne lave en udvekslingsaftale? Jan Lagermand Lundme er redaktør på begge programmer. Få det til at ske.

3. Var det den rigtige vinder?

Vikinge-Rasmussen var både blevet udråbt til favorit på forhånd og rendte da også med halvdelen af stemmerne i finalerunden. En meget sikker vinder må man sige. Men er der seriøst nogen, der kan synge med på teksten? »Freeze the arrow in the air / make your mark and leave it hanging there / Be the first to turn around / take the leap to land on higher ground«. Sådan lyder omkvædet. Det er ikke vildt fængende, vel?

Men budskabet om at søge den fredelige udgang på en konflikt føles godt i maven, og så havde sangen med alt sit vikinge-halløj den klart sejeste gimmick. Selvom der godt nok ikke er meget vikinger over danskerne anno 2018, er der åbenbart stadig en del af os, der godt kan lide at forestille os det. Og da det også er en stereotyp, man ofte hører mange udlændinge glædeligt købe ind på, er der nok også en god chance for, at »Higher Ground« kommer til at lande godt til Eurovision i Portugal til maj.

Så på med klaphatten. Heja, Danmark. (Og Norge og Sverige - det er også jeres sang.)