Nu er mareridtet ved at blive til fuldbyrdet virkelighed for egypterne. Bomberne i går det centrale Cairo understregede, hvor slemt det står til. I dag vil den enorme splittelse stå endnu tydeligere for egypterne på treårsdagen for oprørets udbrud 25. januar 2011. Den midlertidige regering, militæret og dets støtter har fremhævet, at de blot har »videreført« og »justeret« revolutionen, men samtidig er ledende kræfter fra for tre år siden blevet undsagt og forfulgt juridisk, mens der har lydt hård kritik af begivenhederne for tre år siden. Mange af den afsatte Hosni Mubaraks støtter er tilbage i nye hovedroller.

For Det Muslimske Broderskab er årsdagen et symbolsk bevis på, at det »demokratiske eksperiment« slog fejl. Broderskabet vandt en række frie valg, men den politiske ledelse er i dag fængslet og risikerer hårde straffe. Broderskabet har afvist at have noget at gøre med den eskalerende terror, men der er heller ikke megen tro på, at der er mere at hente ad den demokratiske vej.

For mange af de revolutionære aktivister vil i morgen være den endegyldige besegling af, at en kontrarevolution har fundet sted og har kvalt de revolutionære fremskridt og håb. Mange af dem så Broderskabets valgsejre og konfrontatoriske regime, som »tyveri« af revolutionen. Nu er det vanskeligt bare at få øje på revolutionen.

Indenrigsministeren i den midlertidige egyptiske regering har opfordret egypterne til at gå ud på de symbolske, revolutionære pladser i landets byer for at markere årsdagen for oprøret. Det kunne have signaleret »den nye begyndelse« i Egypten, hvor alt er ændret til fordel for befolkningens rettigheder. Det er alt andet end det. Indenrigsministeren fra Mubaraks tid er fjernet og stillet for en domstol, men sikkerhedsstyrkerne, som er underlagt indenrigsministeriet, er langt overvejende de samme, og deres fremfærd mod demonstranter og formodede modstandere af regimet er om noget endnu voldeligere end tidligere.

Amnesty International har netop offentliggjort en rapport med en skarp kritik af tiden efter afsættelsen af præsident Morsi som »en serie af ødelæggende angreb på menneskerettighederne og vold fra staten i en hidtil uset skala gennem de seneste syv måneder«. Ifølge menneskeretsorganisationen er 1.400 mennesker blevet dræbt i politisk motiveret vold, siden militæret overtog magten i juli. Politi og civile er også blevet dræbt under en række blodige angreb, som ekstremistiske islamister menes at stå bag, men Amnesty konkluderer, at langt flest er blevet dræbt under konfrontationerne »som følge af overdreven brug af magt fra sikkerhedsstyrkernes side«.

Kun yderst få fra sikkerhedsstyrkerne er blevet retsforfulgt for volden under de »18 dage« med folkelige protester, der førte til Mubaraks afgang. Ingen fra det egyptiske militær er blevet retsforfulgt trods omfattende dokumentation og vidnesbyrd om overgreb, tortur og drab. Militæret er mere urørlig end nogensinde, og generalerne sætter tydeligvis den politiske kurs, mens den nuværende, øverste militære leder, general Abdel Fattah al-Sisi, køres i stilling som kommende præsident.

I grel modsætning til det har både de revolutionære aktivister i »6. April ungdomsbevægelsen« Ahmed Maher og Mohamed Adel og bloggeren Ala Abdel-Fatah været anholdt siden november for at have forbrudt sig mod en ny lovgivning, der forbyder offentlige forsamlinger og protester uden forudgående tilladelse fra myndighederne.

For præcis tre år siden frygtede nogen, at diktatoren Mubarak som sidste udvej ville foranstalte en massakre. Andre mente, at demonstranterne hurtigt ville ty til vold og »brænde Cairo ned«.Men egypternes mareridt forblev i det store og hele en ond drøm trods omsiggribende kaos, politiske magtkampe, fortsatte demonstrationer og gadekampe samt en økonomi faretruende nær et fuldstændig, økonomisk kollaps. I øjeblikket er det derimod i stigende grad svært at se grænserne for den vold, der hærger landet fra begge sider. Det hjælper ikke at knibe sig selv i armen. Det er den egyptiske virkelighed, og den ser grum ud.