Jeg har ikke ytret mig i debatten efter fredag 13. november. Muligvis til nogle læseres glæde, men måske er jeg heldig, at det også er til nogles ærgrelse. Muligvis har min redaktør noteret min inaktivitet med ir- ritation.

Men jeg indrømmer det blankt: Jeg har ikke anet, hvad jeg skulle skrive. Jeg har simpelthen ikke været i stand til at sætte ord på mine tanker omkring terroraktionen i Paris og de ufatteligt mange døde eller sårede. Ingen ord forekom mig at række. Ej heller på efterdønningerne af den. Slet ikke nogle ord til den debat, der udspillede sig på de sociale medier. På avisernes debatsider. På TV-skærmene. Så jeg tav. Jeg sendte stort set kun mine tanker og kondolencer til de dødes familier og de sårede og deres familier. Ikke mere. Hvorfor?

Fordi helt som forventet ankom godstoget fuld af bebrejdelser til perronen på debattens hovedbanegård, Facebook, minutter efter, at de første valgte at klæde deres profilbillede i trikoloren: Hvor kunne de ignorere dem, der døde i Libanon dagen før, eller dem, der havde mistet livet i talrige, ja, næsten daglige angreb et eller andet sted på kloden? Hvorfor var folk ikke lige så engagerede i Israel-Palæstina konfliktens ofre? Hvorfor denne ego-orientering omkring egen verdensdel?

Inden dødstallet var endeligt opgjort, stillede alle hinanden til regnskab for alt.

For næste tog ankom ti minutter senere, og ud væltede så alle de andre løftede pegefingre: Så var det den hårde tones skyld. Hvis det ikke lige var engagementet i Irak og andre steder. Set fra den anden side var det blødsødenhedens, velkomstkomiteerne og de alt for åbne grænsers skyld. Jeg tav igen. Jeg orkede ikke at jagte det ledige standpunkt, som jeg desværre også ved kan være debattørens rangerlokomotiv. Det man griber til, når køreplanen ikke levner meget plads til egentlig refleksion, men kun til at ankomme med hurtige opdateringer, der helst skal udstille andres idioti og manglende overblik over verdenssituationen som sådan.

Så jeg tav lidt mere, mens der nu ankom et par vogne pakket med frygt-bashing: De, der indrømmer, at de er bange, er nogle kyllinger. Omvendt har de, der ikke lader sig rokke og vil fortsætte med at leve deres liv uanfægtet, ikke fattet en meter og er nærmest lidt putinske i deres overmod.

Men mens jeg har tiet, har jeg tænkt:

Nej, jeg nægter at sammenligne den enes død med den andens, men ja, jeg har en stærkere identifikation med noget end noget andet, men synes ikke, at det gør et eneste menneskeliv mindre værd. Jeg har respekt for, at andre har deres hjertelodder i andre vægtskåle. Nej, jeg synes ikke, at det er den hårde tone eller velkomstkomiteernes skyld. Nej, jeg kan ikke sige mig fri for frygten, men er irriteret over at give terrorister den sejr.

Og endelig: Ja, dette indlæg er sent ude i forhold til, at debattoget allerede er kørt videre for flere uger siden, hastigt på vej mod nye perroner, hvor de nedladende kan holde fest med vrede. Men jeg valgte altså at stå på perronen og bare tænke.