Du behøver ikke kvitte rejseplanerne for efterårsferien, selv om Udenrigsministeriet forleden skærpede rejsevejledningerne for hele 28 lande.

Danske turister skal bare udvise en større forsigtighed end tidligere, når de besøger lande som Tyrkiet og Egypten, som Udenrigsministeriet har ændret rejsevejledningerne for.Ole Egberg Mikkelsen, centerchef i Udenrigsministeriets Borgerservice, fortæller, at uroen i Mellemøsten kan føre til en skærpet terrortrussel fra militante islamister og deres tilhængere mod Danmark og mod danske interesser i udlandet, og at man derfor har valgt at ændre rejsevejledningerne. Flere af vejledningerne for rejser til muslimske lande er blevet ændret som følge af den forværrede sikkerhedssituation. Det kommer oven på den danske deltagelse i koalitionen mod Islamisk Stat (IS), hvor der torsdag blev sendt syv kampfly til Irak for at deltage i den internationale indsats mod terrorbevægelsen.Hvad opfordrer I danskere, der skal ud at rejse, til at være opmærksom på? »Vi opfordrer dem til at udvise forsigtighed og almindelig sund fornuft. Hvis man er på steder, hvor man er i tvivl om sikkerhedsforholdene, så opfordrer vi til, at man rådfører sig med nogen, der har særlig indsigt i det pågældende sted,« siger Ole Egberg Mikkelsen.

Overdramatiserer

I efterårsferien sender rejsebureauet Spies omkring 500 turister til Tyrkiet, og de behøver ikke at være bange for at besøge feriedestinationen, fortæller Jan Vendelbo, administrerende direktør i Spies.

»Man skal passe på med at overdramatisere og male et billede, som måske ikke rigtig teksisterer. Den dag, turisterne skal være bange, kommer der nogle helt andre rejsevejledningerne fra Udenrigsministeriet. Nu skal man ikke være mere bange for at rejse til Tyrkiet end for at gå på Rådhuspladsen i København,« siger Jan Vendelbo.

Og ifølge ham sender Spies ikke turister til de mere risikofyldte områder af Tyrkiet. »Vi har f.eks. ikke nogen gæster i hovedstaden, Ankara. Alle vores gæster befinder sig langt fra de zoner, hvor der er demonstrationer. De er nede på sydkysten i Antalya-området, flere hundrede kilometer væk fra hovedstaden,« siger han. Hvordan skal turisterne forholde sig, når de besøger lande som Tyrkiet?

»De skal ikke forholde sig ret meget anderledes, end de ellers har tænkt sig at gøre. Men ligesom der står i rejsevejledningerne, så skal de være forsigtige, når de er i store forsamlinger. Man skal selvfølgelig være lidt ekstra opmærksom, og hvis der opstår demonstrationer omkring én, så skal man holde sig væk,« siger Jan Vendelbo.