Der er udsigt til et nyt slag mod tobaksindustrien, efter USA torsdag har strammet grebet om producenterne af e-cigaretter, pibetobak og cigarer.

Det er den amerikanske regering med sundhedsmyndigheden, The Food and Drug Administration (FDA), i spidsen, der tager nye metoder i brug for at bekæmpe brugen af tobaksprodukter blandt især yngre mennesker.

I en længeventet stramning er det ifølge nyhedsbureauet Reuters blevet besluttet, at en lang række af nye produkter inden for cigarerer, pibetobak og e-cigaretter skal godkendes af myndighederne.

Herhjemme frygter tobaksgiganten Scandinavian Tobacco Group dog umiddelbart ikke den nye lovgivning, fortæller administrerende direktør Niels Frederiksen i en meddelelse til fondsbørsen.

»Vi har ventet disse FDA-regler i lang tid. De synes at være mere eller mindre som ventet, og de vil dække alle typer af cigarer og pipetobak. Vi har især noteret os, at den »grandfather«-datoen forbliver uændret i den endelige udgave af den nye regulering,« siger han.

Som Niels Frederiksen nævner står den såkaldte »grandfather«-dato 15. februar 2007 helt centralt i den nye regulering fra FDA. Cigarer og pibetobak, der er kommet ind på markedet efter den dato, skal på den vis granskes af de amerikanske sundhedsmyndigheder. Således vil det blive undersøgt, om de nye tobaksprodukter svarer til et produkt, der allerede findes på markedet.

»Vi vil nu studere det omfattende dokument, der blev gjort offentligt i dag (torsdag red.) for at få det fulde billede af rammerne for de fremtidige regler i USA for cigarer og pibetobak,« siger Niels Frederiksen.

I USA håber myndighederne dog, at reglerne får stor betydning for salget af tobaksprodukter. Specielt er det brugen af e-cigaretter, man håber at kunne mindske med de nye regler. Samtidig laver man et forbud mod ethvert salg af tobak til unge under 18 år ifølge Reuters.

De nye regler vil træde i kraft om 90 dage.