Den vel nok højest placerede dansker i internationalt erhvervsliv, Kasper Rørsted, er kommet stærkt ud af startblokken som topchef i den tyske sportkoncern Adidas. Stærk fremgang i salget har sendt aktiekursen til himmels. Siden Rørsteds udnævnelse i januar sidste år er aktiekursen fordoblet, og seneste kvartalsregnskab viste en toplinjevækst på hele 19 pct.

»Jeg bliver målt på det lange træk og ikke den korte bane. Den store stigning i aktiekursen udtrykker ikke den forbedring, vi har lavet på 12 måneder. Så man skal være forsigtig med at læse for meget ind i det. Det er vigtigere, hvad kursen er i 2020, at den er højere end i dag, for så er der skabt værdi i en længere periode,« siger Kasper Rørsted til Berlingske.

De fleste vil nok være enige i, at en vækst på næsten 20 pct. i så stor en virksomhed som Adidas, der årligt omsætter for knap 20 mia. euro (knap 150 mia. kr.), er lidt af en bedrift.

»Vi vokser på grænsen af det mulige lige nu. Totalmarkedet vokser næsten ikke, og vi vokser tre gange mere end markedet, så vi vinder markedsandele over det meste af verden,« siger Rørsted og fortsætter:

»Der er tre faktorer, der trækker for Adidas lige nu: USA, Kina og online. Vi har 30 pct. vækst i USA, 30 pct. vækst i Kina og 60 pct. i onlinesalg. Det er tre store markeder, der vokser så meget, at vi som samlet firma vokser næsten 20 pct., som ikke er normalt i en 20 mia. euro-virksomhed,« siger Kasper Rørsted.

Netop væksten på det amerikanske marked er lidt af en fjer i hatten for Rørsted, der havde en turnaround i USA som en af sine mærkesager, da han tiltrådte for godt et år siden. Adidas vil i USA tage kampen op med den amerikanske ærkerival Nike. Rørsted ser også lyst på amerikansk økonomi.

»Europa har en relativt ringe vækst. Der er en vækst på omkring to pct., og det kommer ikke til at ændre sig. På trods af at arbejdsløsheden falder, har Europa en del udfordringer foran sig. Det positive er, at der er fundet en stabilitet i Europa og omkring euroen. Men jeg er meget mere optimistisk omkring USA. På trods af den politiske uro, der er der, så er der et meget bedre økonomisk fundament,« siger Adidas-bossen.

55-årige Kasper Rørsted tiltrådte som Adidas’ nye topchef sidste år, hvor han erstattede tyske Herbert Hainer. Rørsted kom fra et job i industrikoncernen Henkel, der blandt andet producerer shampoo og lim.

»Jeg har aldrig været så glad for et job, som det job jeg har nu. Jeg har dyrket sport hele mit liv, så for mig er det verdens bedste job,« siger Kasper Rørsted.

Kunne du nogensinde finde på at vende hjem til dansk erhvervsliv?

»Nej. Jeg vender aldrig hjem til dansk erhvervsliv. Det har jeg været ude for længe til. Jeg er vældig glad for at bo i Tyskland, og mine børn bor i Tyskland, USA og England. Jeg kan godt lide at være i Danmark, jeg er dansker, men jeg har været væk for længe til, at jeg vil vende hjem,« siger Kasper Rørsted, der tidligere i år forlod bestyrelsen i Danfoss for at få mere tid til Adidas.

Samtidig gik han også ud af bestyrelsen i verdens største bryggeri, AB-Inbev.