Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) er fredag blevet enige om den overordnede ramme for kommunernes økonomi i 2016.

Med aftalen indføres et såkaldt årligt omprioriteringsbidrag i kommunerne på en procent. Pengene skal findes ved hjælp af effektiviseringer i kommunerne.

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

Regeringen og KL er enige om, at 1,9 milliarder kroner af det beløb, der næste år findes i forbindelse med omprioriteringsbidraget, tilbageføres til kommunerne til indsatser på borgernære serviceområder som ældre, børn og folkeskole.

KL-formand Martin Damm (V) slår fast, at kommunerne ikke er begejstrede for princippet om et omprioriteringsbidrag.

»Det er ikke en tidsel, der er groet i vores have,« siger han i forbindelse med præsentationen af aftalen.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen er dog stadig afhængig af, at et flertal i Folketinget vil støtte det såkaldte omprioriteringsbidrag.

»Vi sender et aktstykke over i Folketingets Finansudvalg. Og så forventer jeg, at et stort flertal i Folketingets Finansudvalg vil tilslutte sig aftalen. Sådan plejer det at være, når regeringen har forhandlet med kommunerne,« siger Claus Hjort Frederiksen.

BNB