Byboere får billigere bank i fremtiden
Bankerne kæmper om kunderne i byerne. Byboerne kan derfor se frem til bedre vilkår i bankerne end folk i yderområderne.
Bankerne kæmper om kunderne i byerne. Byboerne kan derfor se frem til bedre vilkår i bankerne end folk i yderområderne.
Realkreditkæmpen Nykredit vil i 2015 forsøge at kapre kunder i storbyerne, hvor Danske Bank, Nordea og Jyske Bank sidder på 75 procent af kunderne.
Det betyder, at byboerne i fremtiden kan se frem til billigere bankprodukter, vurderer flere eksperter ifølge Jyllands-Posten Finans.
»Det har altid været sådan, at det er bedst at købe en vare, hvor konkurrencen er hårdest, og det er den i byerne. Det gælder også for bankprodukter,« siger forsker og seniorrådgiver ved Aalborg Universitet Lars Krull til avisen.
Ifølge Mybanker.dk får bykunderne allerede billigere bankprodukter.
Det gælder for eksempel renten på andelsboliglån, hvor bankere tilbyder lavere renter til foreninger i storbyerne i forhold til foreninger i yderområderne, skriver Jyllands-Posten Finans.