Følg først med i en associationsleg. Tænk på Tjernobyl. Beslan. Brønderslev. Alle tre bynavne vækker formentlig stærke følelser og billeder hos læseren. Billeder af død, ødelæggelse og misbrug. Byernes navne er over årene blevet synonymer for de dramatiske og skræmmende begivenheder, som har fundet sted netop der: en a-kraft-katastrofe, et terrorangreb på en skole og misbrug og vanrøgt af børn.

For borgerne i byer, hvortil der knytter sig særligt dramatiske historier, og hvor byens navn har brændt sig fast i folks bevidsthed, betyder det, at de skal lære at leve med den symbolske betydning, deres by har opnået. At leve med de associationer, som bynavnet vækker hos andre. Det fortæller krise­psykolog Rikke Høgsted.

»Vores geografiske forankring, altså, hvor vi kommer fra, og hvor vi bor, er en del af vores identitetshistorie. Når den bliver ramt af en historie, positiv som negativ, bliver det en del af mig også,« siger hun.

Tre byer – tre brændemærker

Berlingske har besøgt tre byer, som herhjemme for alvor er kommet på danmarkskortet for bestemte hændelser, for at tale med borgerne om, hvordan de oplever at bo netop der, og hvordan de i dag, en halv snes år senere, forholder sig til det sår, deres by dengang fik. Deres brændemærker. De tre byer er Tønder, Farum og Seest.

I Seest er brændemærket nærmest fysisk, da en fyrværkeriulykke i 2004 ødelagde et fabriksområde og et villakvarter med hundred­vis af huse, og en brandmand omkom. Ved siden af en genopbygning af byen har borgerne skullet bearbejde chokket, sorgen og tabet.

I Farum har borgerne skullet leve med statusfaldet ved først at være en forbilledlig model for, hvordan man kan skabe kommunal vækst – en model, som partiet Venstre endda fremhævede som et mønster­eksempel – til pludselig at have en retsforfulgt borgmester og en økonomi, som var sat under administration af Indenrigs­ministeriet.

Endelig har tøndringerne måttet leve med efterdønningerne af den såkaldte Tøndersag, som igen og igen nævnes i medierne, når nye sager om børnemisbrug afdækkes.

Negativ spiral

Den negative historie rammer ikke bare den enkelte borgers identitet, fortæller lektor og sociolog på RUC Klaus Rasborg. Den rammer også mere strukturelt og kan fastholde en by eller et område i et dårligt lys over for omverdenen og skabe en negativ spiral, når medier og måske politikere taler dårligt om et bestemt område. Fænomenet kaldes territorial stigmatisering og beskrives oprindeligt af den franske sociolog Loïc Wacquant, som brugte det til at beskrive den negative spiral, som rammer udsatte boligområder og ghettoer.

»Hvis vi kun hører om Vollsmose, når unge indvandrerknægte brænder containere af og smider sten mod politi og brandvæsen, kan det skabe et stigma. Det bliver en selvopfyldende profeti, hvis vi kun forbinder stedet med noget negativt, for så kan mere ressourcestærke mennesker ikke drømme om at bosætte sig der. På samme måde gælder det, at hvis vi kun hører om Tønder og Brønderslev i forbindelse med sager om vanrøgt, misbrug og en overrepræsentation af bistandsklienter og førtidspensionister,« siger Klaus Rasborg.

Ifølge hans RUC-kollega, professor i organisationspsykologi Steen Visholm, har Tøndersagen allerede gravet Tønder godt og grundigt ned i Udkantsdanmarks jorde sammen med Brønderslev i Nordjylland. Tidligere prægede et mere idyllisk billede opfattelsen af Tønder, som frem til for nylig har kunnet bryste sig af at have prins Joachims familie boende på Schackenborg i Møgeltønder lige uden for byen.

»Men i dag er det incestsagen, der kommer ud som den første tanke, når man hører byens navn. Det kan man godt forstå, hvis tøndringerne bliver sure over,« siger Steen Visholm.

Sårheling

Hvor lang tid det tager for sådan et kollektivt sår at hele, vil der være stor forskel på, alt efter sagens karakter og håndteringen af sagen, fortæller både Rikke Høgsted og Steen Visholm. Nogle steder er begivenhederne så dramatiske, at brændemærket aldrig forsvinder.

»Man lægger for eksempel ikke et Lalandia eller et sommerland i Auschwitz. Her har man også besluttet, at man mindes et folkemord. Man vælger jo ikke at markere Tønder- eller Farumsagen,« siger Steen Visholm.

I tilfælde, hvor det giver mening at lave mindesteder, giver de til gengæld byens borgere mulighed for at komme følelsesmæssigt videre, fortæller Rikke Høgsted.

»Ud over at manifestere, hvad der er sket netop det sted, giver et mindesmærke os mulighed for at have et hverdagsliv, hvor vi ikke behøver at sørge eller være forfærdede. Vi kan lade tiden blive 2014, 2015 og 2016, for vi kan gå tilbage og blive erindret om det, der er sket, sammen, når vi går derhen,« siger Rikke Høgsted.

En klar forudsætning for, at et område kan slippe fri af sin dårlige historie og dens borgere ligeså, er ifølge hende, at der bliver placeret et ansvar for den skelsættende hændelse.

»Det er en ret vigtig milepæl. Menneskeskabte traumer er som regel sværere at hele end naturskabte. Men det handler om at sikre, at det ikke kan ske igen, så det skete ikke er sket forgæves,« siger Rikke Høgsted.

Den første by, Berlingske har besøgt, er Tønder.