Tusindvis af nye studerende begynder i de kommende uger på en videregående uddannelse i København. De kommer til en by, der er røget fra en 27. plads over verdens bedste byer for studerende til en 45. plads på årets rangliste fra analyseinstituttet QS.

Det er forskellige kriterier, der samlet giver København en plads som nummer 45 på listen, hvor især leveomkostningerne trækker ned, men også faktorer som muligheden for at få job efterfølgende og universiteternes niveau hiver København i den gale retning. På positivsiden tæller, at byen i sig selv er attraktiv, når de studerende skal sætte fingeren på landkort og globus og vælge, hvor deres fremtid skal ligge.