En af de fem kvinder, der har fundet vej ind i Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens (V) 17 mand store regering, er Karen Ellemann (V), der har fået posten som Social- og indenrigsminister.

Karen Ellemann har været medlem af Folketinget siden 2007, hvor hun opnåede valg i Brøndbykredsen, der for første gang lod valget gå til Venstre. Hun er også tidligere miljøminister, indenrigs– og socialminister og minister for nordisk samarbejde. Frem til valget var hun folkeskole– og gymnasieordfører.

Inden hun blev uddannet lærer, arbejdede hun med kommunikation i erhvervslivet for Brinkmann Kommunikation, lavede radio og TV, skrev livsstilsstof for B.T. og var senest daglig leder af Dagmar Teatret.

Karen Ellemann, der er født 26. august 1969 i Charlottenlund, er datter af fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og sekretær Hanne Ellemann-Jensen. Som datter af tidligere udenrigsminister og Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen, kunne Karren Ellemann ikke drømme om nogensinde at kaste sig ud i politik og endsige stræbe efter at komme i Folketinget. Og selv om hun meldte sig ind i Venstre i 2001, lovede hun sig selv, at hun ville sidde på sine hænder på bageste række uden at blande sig.

Men da Erik Fabin som borgmester i den daværende Søllerød Kommune ringede i 2005 og opfordrede hende til at stille op til sammenlægningsudvlaget for Rudersdal Kommune, begyndte hun at »ryste som en jagthund, der har fået fært«, og så var hun ikke i tvivl om, at det var det hun ville, forklarer hun.

»Jeg nægtede pure at interessere mig for politik. Jeg skulle altid stilles til ansvar for Uffes gøren og laden. Jeg har oplevet skolelærere, der svinede mig til, for noget han havde gjort eller sagt,« sagde hun til Ekstra Bladet som nyvalgt folketingsmedlem i 2007. Hun er den næstyngste af fire søskende og den eneste, der er blevet ramt af den politiske feber.