Venstres veteran Bertel Haarder bliver ny kulturminister og kirkeminister, og får dermed sin tredje omgang som minister. En post, der ikke er fremmed for den nyudnævnte minister, der også var undervisnings- og kirkeminister i den tidligere VK-regering.
Der gik ellers rygter om, at den garvede politiker var i kikkerten til posten som formand for Folketinget, men den stilling kan nu meget vel gå til Pia Kjærsgaard (DF), efter Bertel Haarder er kommet på ministerholdet.
Første gang Bertel Haarder kunne skrive minister på CVet var i 1980erne, da han var undervisningsminister i den såkaldte Firkløverregering under den konservative Statsminister Poul Schlüter.
Venstre-politikeren havde i 2011 20 års jubilæum som minister, hvorfor han er den, som har siddet næstlængst som minister siden systemskiftet i 1901.
Bertel Haarder er født på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord og søn af højskoleforstander Hans Haarder og Agnete Haarder. Han blev undervist hjemme indtil 7. klasse. Efter at være blevet student fra Sønderborg Statsskole i 1964 fik Haarder legatstudier i USA 1964-1965. Han blev kandidat i statskundskab ved Aarhus Universitet 1970 med speciale i Grundtvigs frihedssyn.
Den 70-årige Venstre-politiker afløser Marianne Jelved fra Radikale Venstre. Til valget fik Bertel Haarder 5.222 personlige stemmer og er valgt ind i Storsjællands Storkreds.