Billetter til Smukfest udsolgt på fem timer
Fem timer efter billetsalget til Smukfest i Skanderborg 2017 åbnede, er alle partoutbilletter revet væk.
Fem timer efter billetsalget til Smukfest i Skanderborg 2017 åbnede, er alle partoutbilletter revet væk.
I 2016 var samtlige partoutbilletter til årets festival i Skanderborg udsolgt i januar, halvanden måned efter billetsalget åbnede. Partoutarmbåndene til festivalen 2017 blev i dag kl. 10 sat til salg - fem timer efter kunne Smukfest annoncere alt udsolgt. Vel at mærke uden at et eneste navn på de optrædende endnu er offentliggjort.
»Det er vi selvfølgelig utrolig glade for,« siger talsmand for Smukfest, Poul Martin Bonde.
Hans bud på den helt usædvanlige interesse for partoutbilletterne til festen i bøgeskoven i Skanderborg er, at festivalen i 2016 var en stor succes.
»Langt de fleste af de tilbagemeldinger, vi har fået for sidste år lyder på, at folk havde en fantastisk festival. Vi forsøger altid at lave en god fest, men sidste år lykkedes det i særlig grad. Publikum tog rigtig godt imod de nye tiltag - blandt andet helt nye områder - og der var generelt en rigtig god stemning. Den slags betyder meget,« siger han.
Derudover peger han på det, der ifølge ham er det allervigtigste i forhold til at gøre en festival eftertragtet.
»Den bedste anbefaling er den, der kommer fra dem, man kender. Og når folk kommer hjem og fortæller familie og venner, at de har haft en fantastisk festival, har det betydning for efterspørgslen året efter,« siger Poul Martin Bonde.
Der var 28.000 partoutbilletter til salg, og selv om Smukfest gerne ville kunne sætte flere til salg og dermed være i stand til at sælge en billet til alle, der gerne vil have en, er det fysisk ikke muligt.
»Vi er desværre begrænset af arealet her i skoven, så det eneste vi kan gøre, er at opfordre folk til at skrive sig på venteliste. Jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt man får en billet på den måde, men der vil jo altid være nogen, der ikke får brug for den, de har købt,« siger Peter Martin Bonde.
Endags-billetterne sættes til salg 8. februar. Musikprogrammet offentliggøres omkring 1. februar.
Festivalen finder i 2017 sted fra 9.-13. august.