I midten af 1990erne sad jeg i biografmørket med min kæreste og så den italienske film »Il Postino«. På dansk: »Postbudet«. Den handler om en ældre digter, der er gået i eksil på en ø og her modtager det ene brev efter det andet. På et tidspunkt spørger postbudet, hvorfor der er så mange kvinder, som henvender sig til den gamle mand. Fordi jeg skriver om kærlighed, svarer digteren, og digteren var ingen anden end chileneren Pablo Neruda.

Hans kærlighedssonetter er netop blevet genudgivet - igen. Sidste gang var i 2011, men gode ting kan som bekendt ikke gentages for ofte. De blev oprindeligt skrevet i 1950erne til Matilde Urrutia, der først var Nerudas muse og elskerinde og siden blev hans 3. og sidste kone. Neruda skrev dem med grønt blæk og afleverede dem til hende med ordene: »Min kære elskede og kone, jeg led meget, mens jeg skrev disse sonetter; de sårede mig og gav mig hjertesorg, men den lyksalighed, jeg føler ved at overdrage dem til dig, er vidtstrakt som en savanne.«