Afradikalisering er kommet på den politiske dagsorden efter terrorangrebet i Frankrig, og det er på mange måder vigtigt. Problemet er blot, at rigtig mange mennesker, herunder samfundsdebattører og politikere, konkurrerer om at udtale sig om et kompliceret emne, de dybest set ikke har forstand på.

Her gennemgås og dekonstrueres fem eksempler på ofte fremførte udsagn i radikaliseringsdebatten, som i højere grad hviler på følelser, frygt og uvidenhed end på saglig viden, fakta og forståelse for andre virkelighedsopfattelser.

1. Syrienkrigere hverves til en krig, som ikke er deres krig.

I dagene efter terrorangrebet i Frankrig udtalte flere politiske ledere, at problemet med de danske syrienkrigere er, at de hverves til en krig, som ikke er deres. Men pointen er netop, at de unge danskere, som drager af sted i krig, føler, at det er deres krig, og denne følelse af mentalt forbundethed og moralsk ansvar med andre fællesskaber end det danske fællesskab er én blandt flere årsagsforklaringer på deres adfærd.

Har man et ønske om at forstå, hvorfor unge tager af sted til Syrien, er man nødt til at forstå, at der findes andre forklaringer end den med adrenalinkicket, psykisk sårbarhed, de radikale monstre, eller længslen efter martyrdøden. Vi står med en ny generation af danskere med flerkulturelle og flerreligiøse rødder samt konvertitter, der føler en dobbeltsolidaritet eller dobbeltloyalitet med deres søstre og brødre uden for Danmarks grænser. Evnen til at føle sympati med og ansvar for mennesker, der geografisk, kulturelt eller mentalt set befinder sig uden for ens egen tryghedszone, er på alle måder et sympatisk træk. At flere syrienkrigere er endt i armene på terrororganisationen IS er naturligvis en tragedie, fordi de ender med at støtte en terrorisering af den syriske civilbefolkning, de netop kom for at støtte. Men der findes også eksempler på syrienkrigere, der tager af sted for at hjælpe den syriske civilbefolkning mod det syriske regimes systematiske nedslagtning af deres civilbefolkning, og som ikke ender hos IS.

2. Terrortruslen er stor i Europa, fordi islamismen er i vækst, og al islamisme er en trussel mod de vestlige demokratier.

Politisk islam eller islamisme er en faktor i de europæiske demokratier. Men al islamisme er ikke lig med potentiel terrorisme, og al islamisme udgør ikke en trussel mod de vestlige demokratier. Slet og ret fordi, islamismen praktiseres og formuleres forskelligt. Der findes hardcore-islamister og moderate islamister, som internt kæmper om at definere islams rolle i Europa, herunder kvindens stilling. Der findes refomislamister, radikale islamister og jihadister, der bruger vold som metode. Denne enkle kategorisering såvel som nuancering er med til at synliggøre, at al islamisme ikke er farlig, og derved mindskes trusselsniveauet markant, også selvom politisk islam er en faktor, vi skal leve med.

Hizb ut Tahrir er ifølge forskere på området ikke et udtryk for et uskyldigt ungdomsoprør, men heller ikke farlig fundamentalisme i direkte forstand. De udgør en sand udfordring for vores demokratier, da de deler verden op i dem og os. De troende og de vantro. Islam og sekularisme. Men de skal bekæmpes med gode modargumenter og med solide alternativer, f.eks sufismen (den spirituelle reformbevægelse og visdomslære inden for islam) frem for ekskludering. Inklusion medfører ofte moderation af standpunkter, og derfor er det vigtigt at studere farlige »emner« på en mindre farlig måde, f.eks. ved at søge at forstå, hvorfor unge muslimer vender sig imod demokratiet, og hvorfor de drager til Syrien.

Faktum er også, at definitionen af terror varierer alt efter, hvor du er, og hvem du spørger. Således var Nelson Mandela indtil 2008 på USAs terrorliste. Pointen er, at det langtfra er ligegyldigt, hvem der har retten og magten til at definere, hvad der regnes for et afgørende moment i verdenshistorien, og denne magt og ret hænger ofte sammen med positionering. Hvem du er, og hvor du står. Spørger man muslimer generelt, så er det her, kimen til megen terror ligger begravet: At nogle menneskeliv er mere værd end andre.

3. Problemet udgøres af islamister, som tror på Koranen som Guds ord.

Ikke kun islamister tror på Koranen som Guds ord. Det gør mange moderate muslimer også. Det er naturligvis muligt at tro på Koranen som Guds ord og samtidig fastholde demokrati og ytringfrihed som essentielle værdier. Øget religiøsitet er ikke lig med radikalisering.

Troen på Koranen som Guds ord udelukker langtfra en dynamisk, metaforisk og fleksibel tilgang til Koranen. hvor teksten læses ind i det samfund og den tidsalder, muslimer lever i, og tolkes som en filosofisk og etisk inspirationskilde. Det afgørende er ikke, hvorvidt den enkelte tror på Koranen som Guds ord. Det afgørende er, hvilke konsekvenser den troende drager af sin tro i praksis. Ergo er det ikke troen på Koranen som Guds ord, der udgør faren, men fortolkningen af ordet i praksis. Og det gælder for så vidt alle dogmatiske fortolkninger af alle religioner og dogmatismer.

4. Demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder er vores værdier, dvs. vestlige kristne kerneværdier.

Demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder er ikke vestlige, kristne kerneværdier, som flere politikere hævder. Det er universelle værdier, som deles af mennesker overalt i verden. Kampen foregår ikke mellem civilisationer eller religioner. Den foregår inden for den samme civilisation mellem forskellige mennesker med forskellige værdier.

5. Muslimer bør tage afstand fra terrorangrebet i Frankrig.

Muslimer i Europa bærer ikke et særligt ansvar for ugerninger og terrorhandlinger begået i islams navn – på samme måde som kristne ikke bærer et særligt ansvar for Breiviks terrormassakre i Norge, og på samme måde som danske jøder ikke bærer et særligt ansvar for Israels terrorhandlinger og seneste drab på 450 børn i sommeren 2014 i Gaza.